mandag, december 18, 2006

Hvor skal Ole gå i skole? Eller farvel til det frie skolevalg
Af Jan Steendorph Petersen, Klavsebølle


Det går stærkt i Langeland Kommune og nu skal der laves om på øen skolevæsen. Det går så stærkt, at jeg den anden dag kom til at tænke på bogen ” Da lille Anna var forkølet”. For dem der ikke kender bogen, så handler den om lille Anna, der er forkølet og ligger i sengen. Anna nyser, og hver gang forsvinder der tøj fra Lange onkel Ib, som står med hovedet ind af vinduet. Der er rigtigt meget, som forsvinder. På hver side står der: atjuu og væk var… Til sidst forsvinder forkølsen også. Det en sjov bog både for børn og voksne.

Nå men her på Langeland var det ikke Onkel Ib som forsvandt, men det frie skolevalg. Det gik så stærkt, som det går når man nyser, og de færreste nåde vel at opdage det. Der er ingen som har kommenteret det. Det skyldes vel at der ikke er nogen, som ved at det nu er væk. Men væk er det. Det frie skolevalg forsvandt den 4. december, hvor man i sammenlægningsudvalget blev enige om at der kun skulle være et skoledistrikt i Langeland Kommune. Så fremover er det ikke længere forældrene, der vælger hvor deres børn skal gå i skole. Nej det skal nu styres af kommunens embedsmænd, for det er jo vigtigt at klasserne er fyldt op, så der er styr på økonomien.

Fremover må vi forældre blot håbe, at man fordeler vore børn til en skole hvor de trives og at den ikke ligger forlangt væk. For hvis vi vil have et frit valg, så må vi vælge privat skoler eller de kommunale skoler i Svendborg.

Så vær opmærksom på, hvad der sker når de nyser i det gamle sygehus (på rådhuset), for det er ikke kun skoler og penge der forsvinder i forbindelse med de kommende forandringer i skolevæsnet.

Ingen kommentarer: